Følgende artikel er publiceret af SCANDASIA:

NGO Fontana – finder løsninger på det umulige.

Den danske forretningsmand Preben Hansen kører behandling for stof- og alkoholmisbrugere i Vietnam.

af Signe Damkjaer

“Folk har altid bedt mig om at finde løsninger på det umulige”, sagde Preben hansen, Formanden for NGO Fontana, som kører et behandlingsprogram for stof- og alkoholmisbrugere i Ho Chi Minh City i Vietnam.

Med støtte fra Danida, er den danske NGO og dens lokale partnere ude efter at finde et nyt sted til at opbygge et nyt center for folk, som har overstået den første del af deres behandling. De fleste af dem behøver stadig støtte til at færdiggøre den sidste del, som er en kombination af behandling og uddannelse med henblik på at komme tilbage i samfundet.

Binh Minh Centret

NGO Fontana er den eneste organisation i Vietnam såvel som i Asien, som tilbyder stof- og alkoholmisbrugere noget mere end bare medicinsk behandling. På Binh Minh Centret in Ho Chi Minh City behandler NGO’en mennesker på basis af det “veldokumenterede 12-trins program”

“Hvis man følger dette program kan man holde sig clean/ædru i resten af sit liv. Gør man det til gengæld ikke ender det med et stof- eller alkoholmisbrug igen”, siger Preben hansen

Da han selv er alkoholiker, så ved han hvad han taler om. “Jeg er i helbredelse i resten af mit liv, så længe jeg ikke drikker. Er det ikke vidunderligt?”.

Sammen med sin behandler Ragnar Larusson tog han initiativet til at starte behandling af stof og alkoholmisbrugere i Vietnam op i 2003. “ Jeg havde gjort forretninger i Vietnam i nogen tid og havde set hvilken behandling stof- og alkoholmisbrugere blev tilbudt – og det er stort set ingenting!, sagde Preben Hansen.

Han kom første gang til Vietnam i 1998 som forretningsmand på forespørgsel fra Danida, som skulle bruge danske partner til deres privat-sektor-program.

“Da jeg ankom tænkte jeg – hvilket dejligt land, men jeg tror ikke jeg gider at blive”. Men taxitur fra lufthavnen fik ham til at ændre mening.

“Det var midt i høsten og vi kørte igennem nogle rismarker. Pludselig så jeg omkring 100 unge vietnamesiske piger og drenge ulastelige klædt i hvidt og blåt køre forbi på deres sorte cykler. Jeg indså at der var en sådan værdighed over disse mennesker og på det tidspunkt besluttede jeg for at blive”.

Preben Hansen er idag direktør for firmaerne EuroCare og Domus Medica Vietnam, som leverer laboratorie- og hospitalsudstyr til FN projekter i Afrika og udvikler malaria medicin i Hanoi, Vietnam. Han pendler hele tiden frem og tilbage mellem Danmark og Vietnam, og hver gang han er i Ho Chi Minh City hjælper han til på Binh Minh Centret.

Centret har i øjeblikket 68 patienter. 21 af dem har valgt at følge det behandlingsprogram som NGO Fontana tilbyder. 4 af disse er er tidligere patienter, som modtager special træning for kunne blive de første vietnamesiske 12-trins behandlerassistenter. Selve behandling er gratis, men patienterne skal betale for deres egen mad og medicin. I visse tilfælde er NGO Fontana i stand til at afhjælpe økonomisk via “The C24 Foundation”

“Patienterne kommer fra alle lag i samfundet. Der er studenter, forretningsfolk, fædre, mødre og prostituerede”, siger Per Larsen, som er ansvarlig for den daglige behandling og træning. Patienterne er indlogeret på fire eller otte-personers stuer. “ Man skulle jo tro at de ville foretrække at have egne værelser for at finde noget fred i deres liv. Men vietnamesere er vant at være mange sammen. At isolere dem ville rent faktisk være den største straf man kunne udsætte en vietnamesisk stofmisbruger for”., sagde Preben Hansen.

Behandling

Når en person ankommer til centeret bliver han eller hun sendt direkte i afgiftning. “Dette kan vare fra et par dage til flere uger”, sagde Per Larsen. “Efter denne periode foretager vi en afdækning af situationen for at finde ud af hvad den på¨gældende person har været ude for og hvilken behandling personen har behov for,” forklarer Per Larsen.

Per Larsen startede sit arbejde på Binh Minh Centeret for 10 måneder siden. Den første periode var som en del af hans praktikperiode under uddannelsen til afhængighedsbehandler. Som det er tilfældet med alle andre behandlere i NGO Fontana er han også selv en clean stofmisbruger. “Det er vores politik her, at vore behandlere selv skal være clean/ædru stof- eller alkohol-misbrugere – men de skal have været clean eller ædru i mindst to år”, siger Preben Hansen. “Behandlere er værdiløse, hvis de ikke selv har været afhængige af stoffer eller alkohol. Kun hvis de har det kan de forstå djævelen og galskaben inde i vore hoveder”.

Vietnamesisk kultur

Det næste projekt for Preben Hansen er at finde den rette placering for et nyt center for de mennesker, der har afsluttet alle deres deres behandlinger kan finde støtte i det næste par år.

“Der er ingen centre af den slags i Vietnam idag og det er et helt afgørende tidspunkt i behandlingsprocessen”, sagde Preben Hansen. Der er stor risiko for at folk falder tilbage til stofferne når de først har forladt Binh Minh Centeret. “Det er en del af den vietnamesiske kultur at man løser sine problemer over et glas risvin. For en stofmisbruger er dette den direkte vej tilbage til stofferne igen”, fortsætter han.

“Vi har forsøgt at etablere støttegrupper, men i Vietnam kan man ikke bare starte en organisation som vi kan i Danmark. Hvis det involverer mere end fire personer skal man have special tilladelse, for at det ikke skal være ulovligt.” sagde Preben Hansen.

Per Larsen pointerer dog, at Vietnam har et meget stor fortrin, som almindeligvis ikke findes i Danmark: “En meget positiv ting er at den vietnamesiske tankegang er buddhistisk”, forklarer Per Larsen. “En af elementerne i behandlingerne er at afskaffe sin tro på stofferne og finde en tro noget større. Man må starte med at tro på at der noget større en selve livet. Noget større end stofferne. Noget der større end een selv. At tænke sådan er ikke særlig svært for en vietnamesisk buddhist, som det kan være for resten af os.”

Preben Hansen samstemmer. “På dette område har Vietnam en dimension til livet, som er helt anderledes end i den vestlige verden”

Original nyhedskilde: ScandAsia

SCANDIASIA MAGAZINE er en skandinavisk nyhedsportal for Sydøstasien der bringer skandinaviske nyheder og skandinaviske aktiviteter til danske, svenske, norske og finske mennesker og firmaer i Sydøstasien.

Skrevet 2007-10-09

Denne artikel er publiceret af SCANDASIA

Kampen mod Alkohol og Stofmisbrug i Vietnam

I Ho Chi Minh City ydes dansk hjælp til mennesker som lider af kemisk afhængighed – alkohol og stofmisbrug. NGO Fontana har siden 2004 samarbejdet med et behandlingscenter i byen og gennem det sidste optrappet aktiviteterne.

af: Jacob Holm

NGO Fontana er dansk organisation som har sat sig for at forebygge og behandle skaden forårsaget af kemisk afhængighed – alkohol- og stofmisbrug – i Danmark og Vietnam. I et forsøg på at afparere skaderne opbygger organisationen samarbejder og danner alliancer med ligeledes tænkende frivillige NGO’er. Dette er også grunden til at NGO Fontana i øjeblikket samarbejder med et behandlingscenter i Ho Chi Minh City.

“De fleste af de mennesker som lider af kemisk afhængighed undervurderer skaden der forårsages af alkohol, medicin og stoffer. De undervurderer også den aktive virkning af disse stoffer og den skade som de påfører andre”

“Alkohol og medicin er ikke bare almindelige varer!” advarer NOG’en på sin webside.

Skaden forårsaget af disse stoffer kan afværges og at afværge denne skade er en af de ting, som NGO Fontana forsøger at hjælpe mennesker med at gøre. I Danmark kører NGO Fontana et tæt samarbejde med behandlingscenteret “Taarup” på Møn og Behandlingscenter Fontana. I Vietnam har man startet samarbejde med Binh Minh Behandlingscenteret.

Projekter i Vietnam

Binh Minh Behandlingscenter for kemisk afhængighed er placeret i Ho Chi Minh City og NGO Fontana har samarbejdet med dem siden foråret 2004

I slutningen af sommeren 2005 tog NGO Fontana initiativet til et projekt med det formål at modernisere Binh Minh Centeret ved at introducere 12-trins modellenog ved at forbedre de fysiske rammer til en højere standard. I slutningen af 2005 blev en række aktiviteter allerede startet.

Medarbejderne på Binh Minh Centeret modtager træning af Ragnar Larusson fra NGO Fontana/Behandlingscenteret Taarup og på samme tidspunkt bliver Binh Mionh Centeret renoveret og pudset op. Nyt udstyr for såvel sports- som uddannelses-aktiviteter bliver ligeledes installeret.

Projektet er delvis finansieret af NGO Fontana’s egne midler og dels fra den Danske Minipulje. Endvidere er noget indretningen blevet sponseret af en række private donorer.

Velkommen til Fontana

Organisationen NGO fontana blev dannet i Danmark i 1998 som en non-profit organisation. Det er en forening bestående en medlemsgruppe repræsenterende i bred vifte af livssyn og kulturelle attituder.

----------

Ragnar Larusson er Chefbehandler hos NGO Fontana. Han har ansvaret for træningen af medarbejderne på Binh Minh Behandlingscenter for kemisk afhængighed i Ho Chi Minh City.

Original nyhedskilde: ScandAsia

SCANDIASIA MAGAZINE er en skandinavisk nyhedsportal for Sydøstasien der bringer skandinaviske nyheder og skandinaviske aktiviteter til danske, svenske, norske og finske mennesker og firmaer i Sydøstasien.

Skrevet 2007-07-27

Da Anders og jeg vandt Club24’s studierejse til NGO Fontana i Vietnam

Lidt om vore oplevelser - Af Per Larsen

Efter at jeg har fortalt Anders mere om Club24, er han ikke i tvivl. Han skal også være medlem af Foreningen.

Tilbage igen føler vi os en smule ”bombet”, men i løbet af de næste dage udforsker vi Ho Chi Minh City. Vi ser Krigsmuseet og mange andre kulturelle seværdigheder.

Oplevelser og indtryk fra besøg på Binh Minh – Fontanas Venner NGO Project
Af John og Alice Eirup.

I maj 2007 fik jeg den oplevelse at besøge Fontanas Venners NGO projekt i Ho Chi Minh City.

Besøget skete som afslutning på en fantastisk oplevelsesrig 15 dages tur i Vietnam. Vi var startet i det nordlige omkring Hanoi og havde så taget nogle afslapningsdage med badning og snorkling i Nah Trang, inden vi ankom til Ho Chi Minh, den 17. maj om eftermiddagen.

Jeg havde i forvejen mailet med Ragnar og havde fået en aftale om besøget. Jeg ringede til Ragnar, og han lovede at komme til vores hotel om aftenen for at vi over en kop kaffe kunne få en foreløbig snak om projektet. Det var dejligt at få hilst på Ragnar igen, og mærke hans engagement i det projekt, der stadig er i den spæde opbygningsfase.

Vi aftalte, at jeg næste dag kl.13 skulle mødes med Ragnar på projektets kontor i centrum af byen. Der fik jeg så en yderligere orientering om arbejdet, om ”erfaring, styrke og håb”!
 

For det første er projektets målgruppe p.t. narkomaner. Ragnar fortalte, at alkoholikere officielt ikke ”findes” i Vietnam. Skulle nogen have et alkoholproblem, klares det indenfor familien, som traditionelt er en fasttømret institution i det vietnamesiske kulturmønster. Det er ikke noget, der omtales som et problem, man fra officiel side beskæftiger sig med.


Narkomaner derimod beskæftiger man sig med fra officielt hold. At blive afsløret, når man er påvirket eller i besiddelse af narkotika, er i sig selv en forbrydelse. Man behøver altså ikke at have foretaget anden kriminalitet som følge af eller i forbindelse med brug af narkotika. Den "straffes" i førstegangstilfælde med tvunget ophold i et center i eet til to år. I gentagelsestilfælde fordobles "straffen".
 

Da Fontanas Venner kom til Vietnam stod det klart, at der ikke på kort sigt kunne blive tale om at etablere en egen behandlingsinstitution uafhængigt af det etablerede system. Muligheden var derfor at koble sig på en eksisterende institution og så tilbyde behandling på det sted.
 

Men på nuværende tidspunkt er der ca. 10 narkomaner i behandling, og det betegner Ragnar som tilfredsstillende. På mit spørgsmål om, hvor motiverede patienterne er, når de nu er dømt til at være på stedet, svarer Ragnar at det klart er hans indtryk, at de er motiverede for at indgå i behandling. Ud over Ragnar selv er det skiftende ansatte fra Fontana-Taarup, der står for behandlingen på stedet. Man er i gang med at oversætte relevant materiale til Vietnamesisk og er p.t. nået til 3. trin.
 

NA eksisterer ikke i Vietnam. AA heller ikke.

Jeg kunne selvfølgelig lige i øjeblikket ikke lade være med at ryste på hovedet over dette. Men det er realiteterne i Vietnam. Og også på dette punkt må jeg/vi acceptere. Ved en nærmere eftertanke kan jeg også acceptere, at en nation, der i århundrede har været underlagt fremmed herredømme og har fået fortalt af fremmede, hvad der var ”sandheden” – er en smule tilbageholdende, når nu nogle nye ”velmenende” fremmede kommer med et forslag, der ikke just er noget, der lige passer ind i en lokal tankegang. Så oven i købet et tilbud, der har sin oprindelse i USA.

Ragnar håber meget på, at fremtiden vil bringe mulighed for mindre grupper, hvor tidligere patienter og andre misbrugere kan støtte hinanden. Han nævnte tanker om at etablere ”kaffe-klubber” med op til 12 deltagere.
 

De kommende planer indeholder også tanker om at kunne etablere et behandlingstilbud, hvor Fontanas Venner NGO står som ”ejere”, og hvor så det vietnamesiske system er ”gæster”. MEN:  Tålmodighed – tålmodighed – tålmodighed!!

Man må også acceptere og leve med, at der på det praktiske, organisatoriske plan i det vietnamesiske system findes traditioner og kulturer, som vi som udenlandsk institution ikke bare kan komme og negligere endsige ændre på.
 

Efter en dejlig orientering og snak på kontoret blev vi hentet af Tao, en ung, sød – og tilsyneladende særdeles effektiv – pige, der tog os med ned til den bil, Fontana har fundet og restaureret. Ragnar fortalte, at det var blevet for dyrt med taxakørsel for ham og Tao, så de havde investeret i bilen.

Jeg kender ikke priser på biler i Vietnam. Jeg havde godt nok fundet ud af i løbet af den første uge i Vietnam, at for en vietnameser på en gennemsnitsløn, er det en nærmest uoverkommelig opgave at skrabe sammen til en bil, hvilket er medvirkende til det kolossale mylder af knallerter og motorcykler – det er fuldstændigt overvældende!!

Men set med danske øjne, kunne denne bil ikke koste det helt store beløb – med mindre man er liebhaver! En jeep-agtig ”kaleche-dyt”, der var sat sammen af de forhåndenværende søm! Hele instrumentbrættet var et stykke blankt aluminium eller stål.

Men den kunne starte, og så kom for mig liebhaveriet frem! Den lyd kunne jeg ikke tage fejl af! Jeg måtte lige læne mig frem fra bagsædet for at forvisse mig om gearstangen – jo, umiskendeligt en 2CV! Det var lige før nostalgiens tårer kom frem i øjenkrogene.

Trafikken i Vietnam vil jeg ikke gå i detaljer med! Den er ubeskrivelig! Jeg havde, inden jeg drog af hjemmefra, fået at vide, at trafikken var vanvittig. Det tør siges at være århundredets underdrivelse.

Min egen konklusion på den vietnamesiske trafikkultur er, at der ikke er nogen færdselsregler. (Der er dog nogle, der holder for rødt lys!) Men der er heller ikke nogen sure miner eller ”skråt-op-fingre”. Når der ikke er nogen regler, er der jo heller ingen, der overtræder regler, og så er der jo heller ingen grund til at blive sur på nogen!

Ragnar havde et tal for antal af knallerter og motorcykler, der lå meget tæt på det samlede befolkningstal i Ho Chi Minh City. Jeg tror det gerne. Og jeg er i hvert fald overbevist om, at af det samlede antal motordrevne to-hjulere, var mindst 90% på gaden til hver en tid!!

Men vi kom helt og flot til behandlingsstedet. Det er altså en mærkelig fornemmelse for mig at blive modtaget af knippel-bevæbnede vagter med nøglebundter i bæltet. Blive låst ind og få låst efter sig.

Selve stedet virkede i sig selv ikke fængselsagtigt på mig. Der var en meget afslappet atmosfære. Selv de mange vagter lagde kniplerne fra sig på de haveborde, der stod. Der var swimmingpool, en cafe-agtig kiosk med små borde og der var nogle grønne palmer. Ragnar fortale, at de indsatte så sandelig også havde forstået et give kælenavne som Palm Beach og andet lignende til området.

Jeg fik lov til at fotografere, men nøjedes så vidt muligt med at tage billeder af Fontanas område. (Jeg måtte dog lige have et af de afslappede vagter!)

Det var en speciel oplevelse at se det skriftlige materiale, der lå på kontoret. Det gjorde mig på en eller anden måde så glad at se 1. trin på vietnamesisk. For mig lå der et håb i dette syn.

Den store oplevelse for mig kom nu ved et besøg i gruppen med de ca. 10 unge narkomaner. Gennem Tao, der fungerer som sekretær, altmulig-pige og ikke mindst tolk, fik jeg lov til at fortælle lidt af min historie.

Det var noget helt specielt at fortælle (på engelsk), høre det blive oversat til et sprog, jeg ikke forstod en dyt af – men udfra mimik og udstråling fornemme, at min historie blev forstået. På trods af forskelle i alder, kultur, favoritstof og baggrund fornemmede jeg en forståelse, som kun en anden misbruger og afhængig person kan have.

Jeg får det ved at give det videre! Aldrig har jeg følt en så intens, glad og ”besynderlig” gave ved at give som her.

Efter en pause fik jeg lov at høre en kort historie fra dem hver. Deres vej til det sted, de nu var. Det var en række af beretninger om møde med og et stigende forbrug af stoffer. Arrestation, fængselsophold, løsladelse til det gamle liv – og tilbagefald.

De sad her disse unge mennesker i alderen mellem 20 og 30 år. De skulle tilbringe så meget af deres kostbare liv låst inde. Jeg kunne ikke lade være med at iagttage en ung fyr og en pige, der sad ved siden af hinanden. Klart tiltrukket af hinanden og glade for hinanden. Her kunne de så sidde og ”stjæle” sig til lidt berøringer med fødderne.

Jeg kunne endnu bedre forstå deres håb om, at der nu kunne vente dem en anden tilværelse, når de næste gang blev sluppet ud.

”Den samme person vil drikke igen!” – Jeg tænkte på, at komme ud til de samme ydre forhold vil gøre det endnu sværere at blive en ”anden” person.

Ragnar fortalte også, at det var en af de væsentlige opgaver, der nu lå for projektet, at søge at finde jobs til de unge, når de blev løsladt.

Selv om det tidsmæssigt blev til et ”kort” besøg på projektet, så var det for mig et besøg, der  indholdsmæssigt fyldte utroligt meget.

Jeg er meget taknemmelig over at have fået muligheden for at besøge Binh Minh.

Jeg kunne ikke andet end blive grebet af den stemning, det håb og den entusiasme, jeg mødte hos Ragnar og hos patienterne.

For mig var der her en indstilling til og et kolossalt behov for at focusere på opgaver og løsninger frem for på problemer. Det ”kriblede” i mine fingre for at kunne yde bare et lille ”bidrag”.

Men jeg sad også tilbage med en følelse af dyb taknemmelighed over, at der var et etableret behandlingssystem og ikke mindst et velfungerende AA til at tage sig af mig, da jeg nåede min bund. Men det betyder så også en forpligtelse for mig til at yde min del – til at give for at jeg kan modtage. Jeg håber aldrig, at det bliver en ”selvfølge” for mig.

Til slut en meget stor tak til Ragnar, til Tao og – ikke mindst – til de dejlige unge mennesker i behandlingen på Binh Minh. Jeg ønsker alt det bedste for jer alle.

P.S.: Skulle nogen af jer tro, at jeg overdriver min glæde og begejstring over besøget – så kan jeg kun sige: Tag lige selv og besøg stedet – og I vil blive overbevist!