Den første betingelse for at kunne gøre noget ved problemet er, at man indser, at der foreligger et problem.

Det første skridt, der skal tages, er at stille en sikker diagnose og opnå accept hos den afhængige af, at tilstanden er behandlingskrævende.

På den måde kan man skelne mellem storforbrugerne og afhængige.

Storforbrugeren vil kunne profitere af en behandling, hvor målsætningen er en reduktion af et sundhedsskadeligt overforbrug.

Det gælder ikke for den afhængige. Her er kun ét holdbart og relevant mål: Total afholdenhed fra alkohol og andre stemningsændrende stoffer.

Der er flere muligheder for at lave en god og dækkende screening. Spørgeskemaer er udmærkede instrumenter. De er almindeligvis meget følsomme og giver tydelige tilkendegivelser. De omfatter et mindre antal spørgsmål, som skal besvares med et ja eller nej.

Blandt de mest kendte er MAST (Michigan Alcoholism Screening Test) og CAGE (Cut down, Annoyed, Guilty, Eyeopener). Begreberne i parantesen sigter til forskellige adfærdsreaktioner, som følger:

• Man har erkendt, at man burde skære ned på alkoholforbruget


• Man bliver irriteret over kommentarer til drikkeriet


• Man oplever skyld og skam over drikkeriet


• Man er klar over, at der må gøres noget

Spørgsmålene stilles til den, som man mistænker har et alkoholproblem. Testene kan også bruges til en selvdiagnosticering.

Sådanne spørgeskemaer kan anvendes af enhver: personer uden medicinsk uddannelse, socialmedarbejdere, terapeuter, arbejdsgivere osv.

Hvis screeningen har givet indikation på en alkoholafhængighed, kan speciallæger og andre specialister på alkoholområdet anvende spørgeteknikker, der stiller en nøjagtig diagnose. En diagnose som entydigt præciserer en kemisk afhængighed, og som adskiller den fra eventuelt andre psykiske forstyrrelser.

Ét af de mest anvendte diagnosticeringsværktøjer er ICD-10 (International Classification of Diseases). Dette instrument omfatter også faktorer, som berører livsstilen og ikke blot de direkte symptomer, som findes på fysisk afhængighed.

Det drejer sig om kriterier som:

• trang (”craving”)


• besværligheder med at kontrollere alkoholindtagelsen, standse eller nedsætte forbruget


• abstinenssymptomer


• øget tolerance overfor alkohol


• tiltagende uinteresse for andre ting end alkohol


• fortsat forbrug på trods af fysiske og psykiske skader

Et andet hyppigt anvendt diagnosticeringsværktøj er DSM-IV (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorder).

Begge diagnosemetoder er meget parallelle, selv om de adskiller sig en smule i opbygningen.

En særlig komplikation opstår, såfremt den afhængige - udover sin kemiske afhængighed - også har en psykisk lidelse. Såvel diagnosticeringen som den behandling, der iværksættes, skal tage hensyn til en sådan dobbeltdiagnose.

Erfaringen viser, at patienter ikke med nogen grad af succes kan behandles for deres psykiske lidelse før den kemiske afhængighed er stoppet, og – modsat – at afhængighedsbehandling har ringe udsigt til at lykkes, med mindre der tages højde for den psykiatriske diagnose.

Inden man vælger en behandlingsform og en behandlingsinstitution, er det vigtigt at sikre sig, at den behandlingsinstitution, man vælger, har de nødvendige professionelle og faglige ressourcer til rådighed i form af psykiater, psykolog og læge.